Moses Olsen: lokalafdelinger må oppe sig

21. februar 2005 10:20

På det netop overståede landsmøde besluttede Siumut at ændre partiets vedtægter. Ændringer der betyder at alle lokalafdelinger som minimum har én stemme på de kommende landsmøder. Men har afdelingen mellem 50 og 100 medlemmer, så får de to stemmer, og har en lokalafdeling mere end 100 medlemmer så får de tre stemmer.

Manden der formulerede Siumuts grundlæggende målsætninger i 1975, nemlig Moses Olsen, mener dog ikke at ændringerne er udtryk for at Siumut er blevet et by-parti:

- Det vil betyde, at lokalafdelingerne er nødt til at oppe sig med hensyn til at tiltrække så mange medlemmer som muligt for at opnå større indflydelse ved næste generalforsamling, men Siumut er ikke blevet et byparti på grund af ændringerne. Så længe der er 59 bygder, så vægter det også meget.

Moses Olsen mener heller ikke at der er tale om decideret splittelse i partiet.

- Siumut har altid bestået af en række stærke personligheder og de behøver naturligvis ikke være enige om alting hver dag. Der har altid været divergerende opfattelser af hvordan og hvorhen, men det har aldrig betydet en splittelse i den egentlige forstand, siger Moses Olsen.