Mor smed 10-årig søn ud

12. december 2005 10:45

En ti-årig dreng i Tasiilaq blev i weekenden smidt ud af sin mor, fordi hun syntes at han hele tiden var i vejen.

Drengen vandrede rundt på gaden ved 4-tiden om natten. Han gik rundt med 4 plasticposer som han selv havde fyldt op med sit tøj, da en tilfældig på gaden tog ham med til politistationen.

Politiet besøgte drengens 33-årige mor umiddelbart efter at have fået drengen i sin varetægt. Moren var beruset, men bekræftede at hun havde smidt sin søn ud og begrundede det med, at han hele tiden var i vejen, fortæller stationsleder Kristian Singertaat.

Politiet måtte anbringe drengen på børnehjemmet, hvor han stadig opholder sig.