Modeuge med grønlandsk pift

Modefolk fra hele verden har indtaget København. Den årlige modeuge startede i går og slutter søndag. Modeugen tiltrækker alverdens modedesignere, købere og pressefolk. Blandt de mange tusinde designere, har Isaksen Design fra Grønland, opstillet en bod ved Øksne Hallen i København. Og de har travlt.
Skrevet af Karsten Sommer
07. august 2008 16:29

Da radioavisens reporter var til stede havde ejerne af det private firma Isaksen Design, Rita og Nickie Isaksen netop solgt varer til de kræsne modefolk fra Holland og Island.

Mor og datter parret, som bruger sloganet "Greenlandic Spirit" kan mærke voksende efterspørgsel i det sidste års tid.

- Vi er i dag i alt 7 fuldtidsansatte i firmaet mod 4 sidste år, siger Nickie Isaksen, der senere i denne måned skal til Island for at udstille deres varer ved en Nordisk Kulturnat i Reykjavik. Foruden Reykjavik går turen til september til USA.

På lørdag sender DR2 en udsendelse om modeugen, hvor bl.a. Isaksen Design også deltager.