Mistanke om flere pædofilisager i Upernavik

09. oktober 2005 13:30

På socialkontoret i Upernavik strømmer det ind med henvendelser omkring pædofili- og incestsager.

Henvendelserne har givet socialchef, Dariusz Sobczynski begrundet mistanke om, at der er mange flere sager af den karakter end dem, der hidtil har været omtalt.

- Der er mange nye henvendelser, og så har vi også på fornemmelsen, at der muligvis er flere ofre involveret i de sager, vi allerede har fat på, siger Dariusz Sobczinski.

Netop i denne uge er en mand blevet sigtet af politiet for sædelighedsforbrydelser mod tre børn tilbage i 2002 og 2003.

Der er ingen tvivl om, at netop omtalen af pædofilisager, får andre til at melde sig.

På socialkontoret sætter man stor pris på, at folk tør anmelde de forbrydelser, der er blevet begået mod dem.

- Det kræver uden tvivl et formidabelt mod og psykisk styrke at fortælle andre om de ubehagelige oplevelser, lyder det fra Dariusz Sobczynski.