Missilaftale gavner kun Danmark

Skrevet af Karsten Sommer
27. oktober 2005 07:23

Den danske Forsvarsminister Søren Gade og den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, mødtes sent i går i Pentagon. På mødet underskrev de rammeaftalen, der baner vejen for et øget dansk-amerikansk samarbejde på området for missilforsvarsteknologi.

- Jeg er ret godt tilfreds, hvis danske virksomheder kan få et ben indenfor i missilindustrien, siger den danske forsvarsminister, der kalder onsdagens aftale for en "form for blåstempling af dansk industri".

Gade lægger ikke skjul på, at aftalen med USA delvis skyldes, at Danmark sidste år fik genforhandlet en aftale på plads, omkring Thulebasen.

Det var i hale af Thule-aftalen, at dette kom på tale. Dette er en aftale, der er lavet i fuld forståelse med det grønlandske Hjemmestyre, siger den danske forsvarsminister.

Kuupik Kleist udtalte i går frygt for at det kun bliver Danmark, der høster alle fordelene af samarbejdet med USA, mens Grønland står tilbage med ulemperne.

Landstingsmedlem Jørgen Wæver Johansen fra Siumut udtaler ligeledes i anledning af aftalen mellem Danmark og USA, at det er på tide at Grønland forlanger ”åbne regnskaber” Grønland og Danmark imellem, så en rimelig fordelingspolitik af provenuet fra Thule Airbase kan etableres.

Han opfordrer Landsstyreformanden til at kontakte den danske statsminister, for at indlede drøftelser om, hvordan Grønland fremover modtager en fair og berettiget andel af de fordele dansk industri opnår på grund af Thule Airbase.

- Det er vores jord der bruges, skriver Jørgen Wæver Johansen i en udtalelse.