Minister-interesse for flere grønlandske præster

Den danske kirkeminister vil se på mulighederne for at få flere grønlandske præster i Danmark
Arbejdsgruppen på vegne af den grønlandske menighed i Danmark mødtes mandag med kirkeminister Marianne Jelved (Rad.)
29. september 2014 12:06

KØBENHAVN:  Der var intet løftet, men forsigtige, positive røster, da den danske kirkeminister Marianne Jelved (Rad.) i dag mødtes med repræsentanter fra en række frivillige, som arbejder på vegne af den grønlandske menighed i Danmark.

Arbejdsgruppen ønsker bl. a. at få oprettet flere stillinger i Danmark til grønlandske præster. Et ønske, ministeren var lydhør over for.

- Jeg har stor forståelse for deres ønsker. Og jeg vil nu finde ud af - hvis man skal gå den vej - hvad der skal til, for at man kan få én til grønlandsk præst, siger Marianne Jelved til KNR. 


Flere præster

Efter flere års tovtrækkeri mellem Selvstyret og det danske kirkeministerium blev Oline Berthelsen i sommer indsat som grønlandsk præst ved Aarhus Stift. Dog med opgaven om at betjene alle grønlændere, der frivilligt bor i Danmark.

Men det er ikke nok, mener arbejdsgruppen. Marianne Jeved understreger, at hun dog ikke kan bestemme, hvor mange præster, der skal udpeges i Danmark.

- Det gør man ikke bare lige ud i luften, det skal også lige undersøges, hvilken vej, vi skal gå, hvis vi skal opfylde det ønske, siger hun.

 

Ønsker grønlandsk menighedsråd

På mødet fremlagde gruppen også ønsket om at få oprettet et grønlandsk menighedsråd under det danske kirkeministerium. 

Det skal ske hånd i hånd med en eller flere grønlandske præster i Danmark, siger Henriette Berthelsen, talskvinde for arbejdsgruppen.

- Vores forventning er, at der bliver dannet et menighedsråd udpeget af ministeren og valgt på demokratisk vis. Menighedsrådet skal så samarbejde med den eksisterende grønlandske præst ogarbejde videre med flere grønlandske præster og måske en nordatlantisk kirke, siger hun.