Mineralefterforskning i livets vugge

Lokalområder ved Isua bør fredes, mener Professor Minik Rosing. Isua ligger omkring 150 kilometer nordøst for Nuuk og er et helt enestående sted i verden. Her findes nemlig de ældste bjergarter fra jordens overflade. Det var en sensation, da de blev fundet i 70’erne og siden har forskere fra hele verden valfartet til området. Professor Minik Rosing fra Københavns Universitet, er en af de forskere.
- Bjergarterne er omkring 3,8 milliarder år gamle og ved at studere dem, kan man få et indtryk af, hvordan miljøerne var på jorden dengang, om der var liv, om der var hav og så videre. Så det er et af de mest spændende steder man kan komme hen i verden, siger Minik Rosing.
For fem år siden trak Minik Rosing overskrifter verden over, da han fandt jordens tidligste tegn på liv i bjergarterne i Isua.
- Jeg havde held med at påvise, at der var liv på jorden for 3,8 milliarder år siden, hvilket er langt tidligere, end man troede indtil da. Det er et sted, hvor vi kan få noget at vide om jordens allertidligste historie, så der er ingen tvivl om at Isua vil være spændende for videnskaben, mange år fremover, siger Minik Rosing.
De ældgamle bjergarter ligger nærmest i en hestesko, der er cirka 30 kilometer lang og 4 kilometer bred. Det er lige præcis i samme hestesko, som Nunaminerals har fået en efterforskningstilladelse i, og det er der en god grund til, fortæller Minik Rosing.
- Vi ved erfaringsmæssigt, at der findes guld i de her gamle bjergarter, af den type vi har ved Isua. Der er også jernmalm. En af verdens største jernmalmsforekomster ligger ved Isua, så der er en god grund til, at man vil eftersøge lige netop der, siger Minik Rosing.
Hvis der skal udvindes i området er det meget vigtigt at bestemte lokalområder bliver fredet, mener Minik Rosing.
- Der er nogle lokalområder som videnskabeligt set er meget væsentlige, og nærmest at betragte som vores fælles arv på jorden, og de bør fredes. Hvis man gør det, så ser jeg ikke noget større problem i at lave mineraludvinding i Isua, end andre steder, siger Minik Rosing.
Ifølge direktør i Råstofdirektoratet Jørn Skov Nielsen, ansøger selskaberne en gang om året, hvor de udpeger et helt præcist område de vil efterforske i. Ved vurderingen af ansøgningen, hvor der er adskillige høringsparter, bliver der taget hensyn til, hvad der er bevaringsværdigt i området. Det gælder også de unikke bjergarter ved Isua. Hvis der skal gives en udvindingstilladelse er der en omfattende lovgivning, der beskytter området, fortæller Jørn Skov Nielsen.