Mindst 16 fiskere i Uummannaq kan ikke komme ud og fiske

20. april 2005 10:37

Siden sidste år har mindst 16 fiskere i Uummannaq ikke kunnet komme ud og fiske, fordi deres både var blevet så dårlige, at de ikke længere kan bruges til fiskeri.

To konsulenter fra Fiskeridirektoratet var Uummannaq i februar måned for at se på, hvad man kunne gøre for at hjælpe fiskerne og i den forbindelse skrev fiskerne en ansøgning til Hjemmestyrets Erhvervsstøtteordning. Fiskerne fik afslag, med den begrundelse at man ifølge reglerne ikke kan tage et lån fra Erhversstøtteordningen hvis man har andre restancer.

Borgmesteren Jakob Petersen står magtesløs overfor situationen:

- Det er selvfølgelig meget frustrerende for kommunen, at se hvordan det går med tingene. Vi har ellers prøvet at gøre alt for at hjælpe fiskerne her fra erhvervsforvaltningen på kommunen. Vi har også fremlagt problemerne for landsstyremedlemmet for fiskeri, da han var på besøg her i byen, og det udmundede også i at 2 konsulenter kom til byen.

I den forbindelse blev det lovet fra direktoratet, at man ville prøve at hjælpe fiskerne med at komme ud af gælden, men i stedet får de meddelelsen at hjemmestyret ikke vil hjælpe.

At der er så mange fiskere der ikke kan komme ud og fiske, er allerede gået udover erhvervslivet her i byen. Alle og enhver kan regne ud at det vil gå ud over fabriksarbejderne, da indhandlingen ikke vil være så meget som før og fordi fiskeriet er det vigtigste erhverv her i byen. Og derfor er det meget skuffende at fiskerne ikke kan få hjælp til deres gæld og til at få ordnet deres både så de kan komme ud og fiske igen.

Nu har vi fra kommunen skrevet til landsstyremedlemmet i håb om han vil gøre noget for situationen i Uummannaq.

Der er 84 arbejdsløse i Uummannaq by. Det er dobbelt så mange som der var sidste år på samme tid.