Mindre end halvdelen af makrelkvoten fanget i år
Langt under halvdelen af makrelkvoten blev fisket i år.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
Versionist Mads Lynge
I alt røg der 35.410 tons makreller indenbords ud af kvoten på 85.000 tons, skriver Sermitsiaq.ag i dag efter at have indhentet tal for fangsterne hos Grønlands Fiskerilicenskontrol.
Årets makrelfangst er lidt højere end sidste år, men ligger langt under fiskeriet i 2014.
Den lave makrelfangst betyder samtidig færre indtægter end forventet til landskassen, skriver Sermitsiaq.
Avisen regner sig frem til at årets makrelfiskeri samlet set vil indbringe 42,6 millioner kroner til landskassen.
Det betyder godt seks millioner kroner færre end den forventede indtægt på 49 millioner kroner. Hvis Grønland havde været i stand til at fiske hele sin kvote på 85.000 tons, ville landskassen have scoret over 117 millioner kroner, ifølge Sermitsiaq.