Merkel vil have bindende EU-aftaler om flygtninge

Den tyske forbundskansler appellerer til sine europæiske kolleger om at gå med på en proportionel fordeling af flygtninge uden et øvre loft.
Skrevet af Ritzau
09. september 2015 11:46

Hun vil ikke have flere lange tovtrækkerier om, hvordan man fordeler et bestemt antal mennesker i nød, når der hele tiden kommer flere.

- Vi har brug for en bindende aftale om fordeling af flygtninge efter retfærdige kriterier mellem medlemslandene, siger Angela Merkel i Berlin.

- Vi kan ikke sige, at vi skal fordele et bestemt antal. Vi bør derimod tænke over, hvordan vi håndterer de flygtninge, som kommer. Vi kan ikke bare melde et loft ud og sige: Jeg er ligeglad med alle andre, når loftet er nået, siger Merkel.