Mentorordning i København leder efter brugere

Et korps på 20 frivillige står klar i København til at give nytilflyttede grønlændere en bedre start på livet i Danmark. Indtil videre er der dog kun én bruger.
Skrevet af Martine Lind Krebs
30. maj 2013 10:12

Ilik er navnet på den nye mentorordning, som er et forebyggende integrationsprojekt tilknyttet Det Grønlandske Hus i København. Tanken er, at give tilflyttere fra Grønland støtte i overgangen til livet i København og dermed undgå, at nogle af dem falder igennem og bliver socialt udsatte, forklarer projektets leder Mille Schiermacher.

- Som der er i dag tilbydes der først hjælp til grønlændere i Danmark, når de er blevet socialt udsatte. Ilik skal hjælpe brugerne med at navigere og opbygge kompetencer, så de kan klare sig i Danmark, siger hun.

Men det er ikke nemt at finde frem til de mennesker, som er projektets målgruppe. Derfor rejser hun i morgen til Grønland, hvor hun skal mødes med ansatte i kommunerne og Paarisa og generelt forsøge at sprede viden om mentorordningen.

Ilik fungerer ved, at mentorerne selv byder ind med, hvad de kan tilbyde; det kan være praktisk hjælp eller socialt samvær, og så matches de med brugernes ønsker. Ordningen er frivillig, og det er op til hvert enkelt makkerpar, hvad og hvor meget de vil lægge i det.

Ideen til projektet fik Mille Schiermacher i 2009, da hun skrev speciale om hjemløse grønlændere.

- De søgte ind i den verden, fordi de ikke kendte andre, og det var uoverskueligt for dem at søge hjælp i det danske system. Skæbnen kunne være blevet anderledes, hvis man havde hjulpet dem før, siger hun.

- Jeg håber, at Ilik kan hjælpe tilflyttere med at åbne sig mod det danske samfund og etablere positive netværk i stedet for at søge mod lukkede grønlandske netværk med misbrug.

Projektet er indtil videre finansieret frem til august 2014, blandt andet af midler fra Oak Foundation. Planen er, at projektet bliver nærmest selvkørende, så Det Grønlandske Hus kan overtage den smule styring, som der kræves.