Masser af narhvaler i Qaanaaq
- Hvis narhvalskvoten for Uummannaq kommune skal øges, så bør vores kvote her i Qaanaaq kommune også øges.
Sådan skriver kommunalbestyrelsesmedlem for Inuit Ataqatigiit i Qaanaaq, Naimanngitsoq Petersen til Direktoratet for Fiskeri og Fangst.
Det er ikke i dag helt klart om narhvalskvoten for Qaanaaq i år er brugt op. Men Naimanngitsoq Petersen mener at kvoten for i år, som lyder 75 narhvaler, er overskredet, fordi man også overskred kvoten sidste år. Det var meningen at Qaanaaq skulle få 100 narhvaler i år, men sidste år blev der fanget 25 mere end kvoten som så blev trukket fra kvoten for i år.
- Vi har herfra tidligere ønsket at der bliver sat kvote for Melvillebugten, fordi vi ved at der er mange narhvaler ved Qaanaaq ligesom ved Uummannaq.
- Der var utroligt mange narhvaler her før isen frøs til. Det vidste myndighederne ikke, fordi de ikke så dem, skriver Naimanngitsoq Petersen.
Det er havis og vintermørke i Qaanaaq, der i øjeblikket har sat en stopper for narhvalsfangsten.