Maniitsoq venter svar Sisimiut om samarbejdsægteskab

26. februar 2006 13:11

Borgerne i Maniitsoq vil hellere samarbejde med Sisimiut end sammenlægges med Nuuk, når de nye storkommuner skal etableres fra 1. maj år 2009.

Derfor har Maniitsoq friet til Sisimiut og lige nu venter kommunen i spænding på Sisimiuts svar.

Sisimiut holdt møde om, de var interesseret i samarbejdsægteskabet i onsdags, og har lovet at komme med en endelig tilkendegivelse inden månedens udgang. Et overvejende flertal af borgerne i Maniitsoq håber på at få et ”ja” til samarbejde fra Sisimiut.

Borgerne synes, at Sisimiut og Maniitsoq er mere ligeværdige kommuner, når man ser på antallet af indbyggere, derfor vil indbyggerne i Maniitsoq hellere slås sammen med Sisimiut end med Nuuk, siger borgmester i Maniitsoq Søren Lyberth og fortsætter:

- Vi har diskuteret det i kommunalbestyrelsen og har besluttet, at gøre det, som borgerne ønsker.

- Der er dog ingen, der har udtalt direkte, at Maniitsoq ikke vil samarbejde med Nuup Kommunea, understreger borgmesteren.

Maniitsup Kommune har godt 3.500 borgere og Sisimiut cirka 6000. Strukturudvalget anbefaler, at antallet af indbyggere i de nye kommuner, skal være mindst 8.000 personer, for at kunne leve op til kravet om kvalitet i løsningen af de offentlige opgaver og kravet om økonomisk bæredygtighed.

- Det har tidligere været på tale, at vi skulle samarbejde med Illoqqortoormiut og Tasiilaq, men det afviser Sisimiut, siger borgmester Søren Lyberth. Byerne ligger for langt væk, det er simpelthen ikke en realistisk tankegang.

Maniitsoq afviser ikke et eventuelt samarbejde med Kangaatsiaq Kommune, men, siger han

- Hvis de vil samarbejde med os, må de tage initiativ og vise deres interesse, bolden ligger hos dem, siger Søren Lyberth.