Mangler oplysning om incest sager

14. april 2005 08:39

Vi hører igen og igen om pædofili- og incest sager, og antallet af den slags forbrydelser er ifølge politiets statistikker ti gange højere i Grønland, end for eksempel i Danmark.

Alligevel gør Hjemmestyret alt for lidt for at oplyse om, hvordan pårørende skal forholde sig, siger en af dem der har mest erfaring på området herhjemme, psykolog i Familiedirektoratet Jonna Ketwa.

- Det vigtigste er, at folk bliver informeret om hvad de skal foretage sig, hvis de har fået mistanke om misbrug af et barn. Og den information er ikke ordentlig nok nu, siger hun, og tilføjer, at hun i det hele taget savner bredere oplysning om incest og børnemishandling.

Selvom Jonna Ketwa medgiver, at statistik kan være svær at lave på området, efterlyser hun mere af det. For som det ser ud nu, vides det faktisk ikke, om der er en stigende eller faldende tendens. Men:

- Jeg har ikke noget indtryk af at vi ser en faldende tendens, siger hun.

17 børn blev i 2003 indskrevet i døgninstitutioner for seksuelle overgreb. Mennesker, der som barn har været udsat for overgreb, bliver oftere end andre selv krænkere. De har også en meget stor overhyppighed af selvmordstanker.