Mangel på tømrere i Nuuk

31. januar 2006 15:06

Fagforbundet SIK vil gå videre med sagen om polske håndværkere i Nuuk.

Byggefirmaet GGC har ansat en række polske håndværkere – fordi de ikke kan få kvalificeret arbejdskraft i Grønland, siger de. Og derfor har Nuuk Kommune givet tilladelse til at hente polske medarbejdere.

Men inden GGC søgte om tilladelse, havde virksomheden fyret seks medarbejdere – angiveligt fordi de ikke var kvalificerede.

De fyringer – og Nuuk Kommunes godkendelse – vil SIK nu undersøge nærmere, siger formand Jes G. Berthelsen.

-Jeg tror det handler om at hente billig arbejdskraft fra Polen - og det skal vi forhindre, siger fagforeningsformanden.

Men der er ikke noget at komme efter. GGC har brugt 50.000 kroner på avisannoncer i Grønland og i Norden - uden at få folk, siger formanden for Grønlands Arbejdsgiverforening (GA), Ole Rud.

- Håndværkermanglen er en kendt sag, og den er GGC også ramt af, siger Ole Rud, og tilføjer:

- Ingen arbejdsgiver henter folk udefra, hvis de kan blive fri - det er alt for dyrt.

Heller ikke fyringerne i den konkrete sag med GGC, får Ole Rud til at tvivle.

- Det er rigtigt der er fyret seks mand, men det var fordi de ikke ville arbejde, og desuden var det ikke kun herboende - de fleste var hentet i Danmark og Sverige.