Mangel på kommunefogeder skaber utryghed for bygdeboere

Der mangler kommunefogeder i adskillige bygder rundt omkring i landet. Det er utrygt, mener bygdeformand. Politiet er opmærksomme på problemet og starter ny kampagne.
22. februar 2019 14:08

I Kangaamiut ved de det alt for godt. Der er brug for flere borgere, som vil være kommunefogeder.

I bygden har der ikke været en kommunefoged i de sidste fem år, og det er langt fra optimalt. Det fortæller bygdens formand Barnabas Larsen (S).

- Det er ikke betryggende, men der er heldigvis langt imellem behovet for dem. Men det er ikke særligt betryggende ikke at have nogen at henvende sig til, siger han.

Kommunefogederne er bygdernes politiassistenter.

De kan videregive sager til politiet, håndtere spektakler og ved alvorlige sager foretage anholdelser.

Kangaamiut har omkring 300 indbyggere og burde have to kommunefogedansatte.

- Der er mangel på steder at henvende sig med mindre, at man ringer til politiet i Maniitsoq. De ligger dog langt væk, og derfor tager det dem længere tid at nå frem. Det er ikke trygt, siger han videre. 

Politiet klar med ny rekruttering

For at skaffe flere kommunefogeder har politiet netop igangsat et nyt rekrutteringsprogram. I løbet af de næste tre år vil ansatte fra politiet besøge bygder forskellige steder i landet samt Kangaatsiaq for at fortælle om jobbet som kommunefoged.

Politimester Bjørn Tegner Bay understreger, at kommunefogederne spiller en vigtig rolle for samfundet.

- Vi er i Grønlands Politi afhængige af dygtige kommunefogeder, der skaber sikkerhed og tryghed i byerne og bygderne, udtaler han.

Første bygd, der får besøg af politiet, er Kapisillit nær Nuuk.