I hovedstaden bliver stemmesedlen til kommunalvalget nærmest et uddrag af Den Grønne Bog. En lang række prominente politikere stiller op den 5. april.
Blandt de opstillede er den nuværende borgmester Agnethe Davidsen fra Siumut, 1. viceborgmester Per Berthelsen fra Demokraterne, tidligere landstingsmedlem og borgmester Maliinannguaq Marcussen-Mølgaard fra IA og tidligere landstingsmedlem Jensine Berthelsen fra Atassut.
De får følgeskab af en lang række andre prominente politikere som landstingsmedlemmerne Doris Jakobsen fra Siumut, Astrid Fleischer Rex fra Demokraterne og Finn Karlsen fra Atassut.
Hele 49 kandidater fra partierne bejler til de 17 pladser i kommunalbestyrelsen. Og flere af de nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer genopstiller.
Ud over Agnethe Davidsen og Per Berthelsen drejer det sig blandt andet om den tidligere SIP-formand Rigmor Thaarup Høegh fra Siumut, Elisabeth Ravn Johansen, der er lokalformand for IA. Aggooraq Lynge fra Atassut, der er kommunalbestyrelsens mest erfarne medlem, håber også på genvalg.
Desuden genopstiller Ove-Karl Berthelsen og Mia Nielsen fra IA og Morten Heinrich fra Siumut.
Blandt de politikere, der genopstiller, er der desuden flere, der har skiftet parti i mellemtiden. Det drejer sig om flere af Demokraternes kandidater. Her stillede Per Berthelsen i sin tid op for Siumut, mens Erik H.K. Heilmann og Esmar Bergstrøm for fire år siden var at finde på Atassuts valgplakater.