For mange isbjørne i Nunavut

08. januar 2005 13:23

I Nunavut er der så mange isbjørne for tiden, at der er blevet givet særlig dispensation til jægerne. Kvoterne for isbjørnejagt er blevet hævet med en tredjedel, ifølge avisen Canada East.

- Hvis vi har for mange isbjørne risikerer folk at blive slået ihjel. Børnene leger udenfor hele tiden, så det er meget vigtigt for os at være på den sikre side, siger Olayuk Akesuk, der er miljøminister i Nunavut.

Sidst bjørnene blev talt i området var i 1997. Der var der 2100. Men på grund af lavt satte fangstkvoter de senere år, menes det at der er op mod 2400 bjørne i territoriet for øjeblikket. Jægerne tror endda der er helt op mod 2600.

Udover at være en trussel for befolkningen, er isbjørnene også skyld i en del materiel skade. De ødelægger jagthytter, river sæderne af snescootere, og spiser af kødlagrene, som jægerne møjsommeligt gemmer til vinteren.

Den samlede kvote for isbjørne bliver hævet med 115, og det betyder at jægere i hele Nunavut i alt kan fange 518 bjørne hvert år.