Mange bemærkninger fra revisionsudvalg

19. marts 2006 15:05

Det er tung læsning at gennemgå landskassens regnskaber – og i dag har Landstingets Revisionsudvalg sendt 85 sider på gaden med bemærkninger til regnskabet for 2004. En betænkning som senere skal godkendes af landstinget.

Og overordnet kan man sige, at regnskabet er godkendt – men kritikpunkterne er mange.

Mange af bemærkningerne handler om småting i den daglige omgang med penge og måden at udfylde regnskaberne på. Men der er også brugt en del plads på mere alvorlige løftede pegefingre.

Det er for eksempel omkring repræsentationskonti. Men da forbruget af repræsentationspenge – som det nok er de fleste bekendt – i øjeblikket også undersøges af politiet, kommer revisionsudvalget ikke med yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

På en af rapportens første sider kritiseres landsstyreformand Hans Enolsen for forårets sag om bolig til et landsstyremedlem. Det daværende landsstyremedlem for boliger og infrastruktur fik uberettiget stillet en gratis lejlighed til rådighed - og da fejlen var begået af i Landsstyrets sekretariat, er det landsstyreformandens ansvar, påpeger revisionsudvalget.

Det bliver også indskærpet, at helt generelt, så er det landsstyremedlemmernes ansvar, at tingene er i orden i deres forvaltningsområder.