Mange børn og ældre giver større bloktilskud

Hvis mange børn og ældre flytter til en af de nye storkommuner, får kommunen et større bloktilskud og dermed flere penge i kommunekassen.
Skrevet af Karsten Sommer
27. marts 2008 06:34

Det er Kanukoka og landsstyret, der i fællesskab har foreslået en model, hvor bloktilskuddet i fremtiden blot skal regnes ud efter to afgørende kriterier.

Dels forsørgerbyrden, der handler om hvor mange ældre over 64 år og hvor mange unge under 18 år, der bor i den nye storkommune.

Dels hvor mange personer i den arbejdsduelige alder der bor i kommunen.

Det betyder, at får en kommune tilflyttere mellem 18 og 64 år, så falder kommunens bloktilskud, fordi denne gruppe tilflyttere forventes at tage arbejde og bidrage med skatteindtægter.