Mand druknet i Sisimiut

18. juli 2005 15:55

En 58-årig mand fra Sisimiut blev i går aftes fundet død ved siden af sin båd. Sammen med båden var han drevet i land cirka en kilometer fra bygden Assaqutaq, oplyser politiassessor Bjørn Bay fra Nuuk Politi.

Politikutteren Sisak IV bjærgede manden, efter at en sejler havde fortalt om sit fund til Sisimiut Politi.

Her til formiddag har politiet afholdt ligsyn, og alt tyder på, at den 58-årige har været ude for en ulykke. Han er sandsynligvis faldet i vandet og druknet i forbindelse med, at han søndag morgen ville sejle fra Assaqutaq.

Efterforskningen af ulykken er afsluttet, og de nærmeste pårørende er underrettet, fortæller Bjørn Bay.