Makka Kleist: Ny film giver Grønland fingeren

27. marts 2006 15:58

Filminstruktøren Anne Regitze Wivel stod i weekenden ansigt til ansigt med sit grønlandske publikum i forbindelse med hendes nye dokumentarfilm, ”Menneskenes land – min film om Grønland”. Og man må nok sige, at der er mere ris end ros til den danske filmkunstner. Skuespiller Makka Kleist har stærke holdninger til filmen.

- Jeg følte mig meget nede efter at have set filmen. Jeg tænkte, det er ligesom om, hun giver os fingeren. Vi hører om selvstændighedstankerne, men samtidig ser vi billeder af fulde grønlændere endnu engang, vi ser grønlændere med psykiske problemer og incestramte.

- Jeg får fornemmelsen af, at hun siger: Hvordan vil I klare jer? Jeg savner nuancering. Jeg savner at høre om alle os, der klarer os nogenlunde i hverdagen.

- Jeg tror ikke filmen kommer til at betyde noget særligt her i Grønland, men måske kommer den til at betyde noget for danskernes holdning til os, siger Makka Kleist.