Magnetdankort begraves i morgen

11. april 2006 16:20

Inden påske – altså i morgen - vil pengeautomaterne i Danmark og Grønland blive programmeret om, så de kun læser Dankortets chip og ikke længere magnetstriben.

Det skulle mindske risikoen for, at andre end én selv kan hæve på plastikkortet.

De sidste par måneders svindel med Dankort i Danmark, hvor magnetstriben kopieres, har gjort mange kortholdere utrygge ved at bruge deres Dankort.

Direktør i GrønlandsBANKEN, Jesper Flensted, siger, at Dankortsvindel endnu ikke har været aktuelt her i Grønland.

- Vi har årligt i omegnen af 1,5 millioner dankorttransaktioner i pengeautomaterne, men har aldrig oplevet svindel, siger bankdirektøren.

Selvom dankort-ejere herhjemme altså endnu ikke har været ofre for svindel, så følger Grønland trop med Danmark og øger sikkerheden.