Døgnrapport: To mænd meldt for voldtægt i hver sin sag
Når vagtchef Malik Olesen kigger ned over hændelserne fra det seneste døgn, er der to ting, der er nævneværdige.
Det er to voldtægtssager. Den første blev anmeldt klokken 10 søndag formiddag fra en kvinde i Nuuk.
Kvinden er i starten af 20’erne, mens den mistænkte mand er i 30’erne, fortæller vagtchefen, der også nævner, at manden blev anholdt efter anmeldelsen, men er blevet løsladt igen.
- Men sagen kører videre, siger Malik Olesen.
Den anden anmeldelse er fra en kvinde i begyndelsen af 30’erne fra Ittoqqortoormiit, som ringede til politiet søndag aften klokken 18 og anmeldte en voldtægt.
- Den sigtede i sagen er en mand, og han bliver fremstillet mandag med henblik på fire ugers tilbageholdelse, siger Malik Olesen.
Hvordan forurettede og gerningsmændene kender hinanden er for tidligt for politiet at sige noget om i begge sager, oplyser vagtchefen.