Macron dropper upopulær benzinafgift næste år

Efter de mest omfattende demonstrationer i mange år vil den franske regering nu opgive at få indført nye, upopulære afgifter på brændstoffer i finansloven for 2019.
Foto © : Flickr.com / Mutualité Française
Skrevet af Ritzau
06. december 2018 07:07

Det siger Frankrigs premierminister, Edouard Philippe.

- Regeringen er klar til dialog og viser det, ved at denne skattestigning er droppet i finansloven for 2019, siger han til parlamentet onsdag aften.

Tirsdag sagde Philippe, at regeringen ville suspendere de planlagte forhøjelser i seks måneder. Men nu har regeringen altså helt opgivet at få det igennem i finansloven for det kommende år.

Planerne om at gøre benzin, olie, diesel og el dyrere har ført til voldsomme protester over store dele af Frankrig.

Og regeringens indrømmelser er formentlig ikke nok til at dæmpe vreden i befolkningen, siger en selvudnævnt talsperson for de "Gule veste", der har demonstreret i de seneste tre uger.

- Jeg synes, at det kommer alt for sent, siger Jacline Mouraud til nyhedsbureauet AP.

Hun erkender, at Macrons skridt er "i den rigtige retning, men i mine øjne vil det ikke grundlæggende ændre bevægelsen".

/ritzau/