Måske mere moskus på menuen

15. februar 2005 09:22

Nuka A/S og KNAPK lægger op til at fangerne får endnu en salgsperiode for moskusokser. Det skal være i august-september måned, altså i efterårets jagtsæson. En jagtsæson der ellers har været forbeholdt fritidsjægere og turister.

Tidligere har der ikke været nogen efterårsjagt, hvor fangerne kunne sælge deres fangst til virksomhederne. Og derfor overvejer Nuka A/S om der er grundlag for at fangerne kan sælge moskusoksekød til virksomhedens slagteri i Kangerlussuaq. Men intet er afgjort endnu.

- Det hele afhænger af, hvordan markedet udvikler sig, men vi vil hellere være lidt på forkant med udviklingen. Vi har nogle initiativer i gang, der kan betyde at vores lager måske ikke er tilstrækkeligt til at dække behovet, siger Nuka A/S direktør, Tønnes Berthelsen.

Med flere fangede moskusokser håber Nuka A/S at kunne udnytte hjemmemarkedet bedre og tilbyde et bredere udvalg af moskus-produkter, blandt andet tørret moskuskød.

Ud over hjemmemarkedet, så skal folk uden for Grønlands grænser også have øjnene op for moskusokseprodukterne. Og her er Nuka A/S godt i gang med at sondere markedet.

Som følge af sammenlægningen, så er det nu muligt for virksomheden at benytte sig af KNI’s salgsnet. Tønnes Berthelsen fortæller, at KNI har været gode til at præsentere Nuka-produkter på messer og møder i Danmark.

- Det betyder, at vi nu har nogle seriøse samtaler i gang med restaurationsbranchen, nærmere betegnet gourmetrestauranter, siger Tønnes Berthelsen. Han fortæller i øvrigt, at virksomheden har indledt samtaler med Air Greenland om servering af grønlandsk mad på atlantmaskinen.

– Det ville være et godt udstillingsvindue. Men samtalerne er endnu på det uformelle og meget indledende stadie understreger han.