Lufthavnen i Paamiut åbnet i dag
Kl.12 landede Air Greenlands Dash-7 for første gang officielt i Paamiut Lufthavn – medbringende gæster fra Landsstyre og Landsting.
KNR´s Bikki P. Kleist var også med flyveren fra Nuuk, og talte med Landsstyremedlem for infrastruktur, Kim Kielsen, der naturligvis deltog i festlighederne i sin hjemby.
- Der er en fantastisk stemning i byen i dag. Nu har vi endelig fået den lufthavn som vi har drømt om i over 30 år. Det er blevet udskudt mange gange, nu har vi fået den, siger en glad Kim Kielsen.
- Jeg har store forventninger til lufthavnen, og jeg håber også at byens borgere og erhvervslivet får den brugt godt. Det bliver en positiv udvikling for erhvervslivet, slutter Kim Kielsen.
De 5-600 mennesker, der var mødt op i lufthavnen, kunne i øvrigt hygge sig til musik i hangaren. Bl.a. et børnekor – med en sang skrevet specielt til lejligheden af byens skjald, Enok Poulsen – og ellers gik dagen med gratis rundflyvninger for byens borgere og mere underholdning i hangaren.
Lufthavnen i Paamiut har kostet 165 millioner at anlægge.