Lokalpolitiker på tilbagetog

05. september 2005 15:04

- Jeg tog fejl. Det er ikke ligefrem hverdagsord fra en politiker. Men det siger Demokraternes Peter Borg fra Nanortalik.

Han er 2. viceborgmester i kommunen, og sagde tidligere i dag, at fredagens aftale mellem IA og Siumut var ulovlig. En aftale hvor de to partier blev enige om, at siumutteren Kristine Raahauge skal overtage borgmesterstolen efter Tage Frederiksen.

Peter Borg mente, at den nuværende 1. viceborgmester, IA’s Debora Kleist skulle overtage posten. Selv skulle han være ny 1. viceborgmester. Men han tog fejl, sådan er reglerne ikke. I stedet skal der på onsdag være borgmestervalg i kommunalbestyrelsen.

- Jeg har fundet ud af, at jeg ikke har ret. Men vi skal selvfølgelig i alle tilfælde følge lovgivningen, siger Peter Borg.