Lokale medarbejdere skal uddannes til at tage sig af metal-skrot på dumpene rundt om i Grønland. Det fortæller KANUKOKA i forbindelse med at det skal undersøges, hvor meget gammelt jern og metal, der ligger og flyder.
Kommunernes forening har lavet en aftale med ingeniør-firmaet Carl Bro om at undersøge, hvad en oprydning i hele Grønland skal koste.
Og det betyder altså, at folk på lossepladserne skal lære at sortere metal-skrottet og groft sagt kende skidt fra kanel.
- Vi har i udbudsmaterialet stillet krav om benyttelse af lokalt udstyr og medarbejdere, samt uddannelse af lokale medarbejdere, skriver KANUKOKA.
Baggrunden for oprydningen på alle kommunernes dumpe er, at priserne på jern på verdensmarkedet er i top. Derfor kan betale sig at få skrottet fjernet nu.
Faktisk er priserne så høje, at flere kommuner blevet kontaktet af skrothandlere, der ønsker at købe den del af det gamle jern, der er værdifuldt. De er dog blevet afvist, da KANUKOKA ønsker at få alt jernet væk – også det som har en lavere metal-værdi – eksempelvis gamle biler.
KANUKOKA regner med, at selve oprydningen kan begynde til sommer næste år.