Lilleholt forstår Grønlands dilemma

Danmarks klimaminister kan godt forstå Grønlands bekymringer over klimaaftalen fra Paris.
Lars Chr. Lilleholt
Foto © : gittec.dk
Skrevet af Inge S. Rasmussen
21. december 2015 15:58

Naalakkersuisut er ikke umiddelbart begejstret for den klimaaftale som verdens lande indgik i Paris tidligere på måneden.

Spørgsmålet er nu om Grønland skal gå med i klimaaftalen eller i stedet opretholde et såkaldt territorialt forbehold og stå uden for.

Læs også Klimaaftalens konsekvenser for Grønland undersøges

I den danske regering er der forståelse for Grønlands overvejelser:

- Jeg kan godt forstå diskussionen i Grønland om man skal være en del af aftalen set i forhold til hvad muligheder det giver for fortsat erhvervsudvikling og så i forhold til at bidrage til at reducere verdens udledninger af CO2, siger Danmarks energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt i en reaktion på Grønlands overvejelser i forhold til at tiltræde klimaaftalen.

- Derfor er det helt afgørende at de grønlandske politikere sætter sig ned og overvejer fordele og ulemper ved at tiltræde aftalen.

Læs også Grønland ikke forpligtet af klimaaftale

Naalakkersuisut mener, at Grønland ville have stået bedre, hvis oprindelige folks rettigheder var blevet en juridisk bindende del af aftalen.
Og ifølge Lars Christian Lilleholt kæmpede Danmark også for netop dét.

 - Danmark kæmpede også en kamp for at få oprindelige folk tidligere ind i selve aftalen. Det lykkedes ikke, siger Lilleholt og forklarer, at Danmark fortsat vil gøre en indsats for at sikre grønlandske forhold, blandt andet i internationale fora som FN.

- Det kan vi gøre i internationale fora, herunder FN, tager det her spørgsmål op. Jeg er også helt opmærksom på, at det optager en lang række lande i hele verden som er optaget af at sikre at oprindelige folk får ordentlige forhold der gør at levevilkår også skrives ind i kommende aftaler.

På spørgsmålet om hvorfor Danmark ikke stod fast på spørgsmålet om oprindelige folks rettigheder, forklarer Lilleholt at Danmark ikke kunne afgøre spørgsmålet alene.
- Vi forhandlede gennem EU og afgørende var, at vi fik en omfattende aftale. Det lykkedes med den aftale som faldt på plads, så hele verden så at sige er med på at løfte den store opgave det er at forhindre klimaforandringer, siger klimaministeren.