Lidt for høflige fiskeri-politikere

16. juni 2005 12:04

Masser af snak og god vilje, men for lidt substans og for få løsninger. Sådan lyder Royal Greenlands bestyrelsesformand Paaviaaraq Heilmanns dom over den vestnordiske konference om fiskeripolitik på Færøerne.

Den er nu på sin anden og sidste dag, og endnu er der ikke blevet snakket for eksempel bæredygtighed.

- Der bruges meget venlige vendinger, men man tager ikke de aktuelle emner op, siger han.

Han snakker blandt andet om, at der mangler løsninger på, hvordan man forvalter den fælles bestand af hellefisk på en forsvarlig måde. Det er nødvendigt at fordele en samlet biologisk rådgivning imellem landene, i stedet for at have hver sin. Eller er bæredygtighed i bestanden umulig.

- Og så skal vi have nogle gode forberedende møder mellem de vestnordiske lande, før nogen af os forhandler med EU, siger Royal Greenlands bestyrelsesformand Paaviaaraq Heilmann.

Det sidste er højaktuelt. Formålet med konferencen på Færøerne er nemlig at finde frem til hvordan de Vestnordiske lande i fællesskab kan blive bedre til at præge EU, når det gælder fiskeripolitik.