Lars Løkke Rasmussen: Et velduddannet samfund er et rigt samfund

Grønland skal køre videre på den optimisme, som jeg har oplevet overalt her i landet ved dette højtidelige besøg i anledning af Selvstyrets indførelse. Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i aftes i en rygepause uden for Katuaq-kulturhuset i Nuuk, hvor Galla-Middagen afsluttede festlighederne på den store Selvstyre-Nationale-Dag.
21. juni 2009 21:15

- Når Grønland fra mandag igen trækker i arbejdstøjet bliver den vigtigste opgave at omsætte optimismen til handling. Grønland er jo et fantastisk land, som har store muligheder.

Når jeg i min tale her til aften trak netop ungdommen frem, så skyldes det, at fremtiden kommer til at stå og falde med dem.

Derfor drejer det sig her i første omgang om at give børnene en ordentlig opvækst og samtidig fortsætte med at give de unge gode uddannelsesmuligheder. Det er det, der gør et samfund klogere og dermed også rigere. Det er for mig at se hovedopgaven, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen.