Lars Løkke om Trump: Det må være en aprilsnar

Lars Løkke kalder Trump-interesse i Grønland for en aprilsnar. Søren Espersen kalder tanken for vanvittig.
USA's præsident overvejer angiveligt idéen om at købe Grønland. Det siger flere anonyme kilder, der har kendskab til sagen, til den amerikanske avis Wall Street Journal. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
16. august 2019 07:56

Både Wall Street Journal og nyhedsbureauet AP har natten til fredag skrevet, at den amerikanske præsident, Donald Trump, leger med tanker om at købe Grønland.

I så fald får han svært ved at overbevise Folketingets to største oppositionspartier.

I et opslag på Twitter natten til fredag skriver Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen:

- Det må være en aprilsnar. Totalt ude af sæson.

 

Også Dansk Folkepartis udenrigs- og Grønlandsordfører, Søren Espersen, pander idéen til jorden.

- Hvis det er rigtigt, at han arbejder med de tanker, så er det endegyldigt bevis på, at han er blevet vanvittig. Jeg må sige det, som det er: Tanken om, at Danmark skulle sælge 50.000 statsborgere til USA er fuldstændig vanvittig, siger han.

LÆS OGSÅ Medie: Donald Trump drømmer om at købe Grønland

Han kan ikke se nogen omstændighed, hvor det kan komme på tale, at Grønland forlader rigsfællesskabet.

- Det afgørende for mig er, at der er tale om landsmænd. På samme måde som vi ikke sælger vendelboer til Norge eller sådan noget sindssygt. Det her er det glade vanvid i 2019. Det er intet formildende ved det.

Wall Street Journal skriver, at Donald Trump nogle gange løst og nogle gange mere konkret har snakket med sine rådgivere om fordelene og det praktiske i et køb af Grønland.

Historien er hverken bekræftet af Trump eller andre i Det Hvide Hus.

Trump kommer til Danmark på statsbesøg 2.-3. september.