Langtrukken FN-proces for oprindelige folk

20. december 2005 16:01

Det er gået alt for langsomt med at give de oprindelige folk deres rettigheder.

Det mener Aqqaluk Lynge, der er præsident for ICC-Grønland.

Baggrunden er, at FN de sidste tyve år har haft en arbejdsgruppe, der arbejder på at lave en deklaration om oprindelige folks rettigheder.

Arbejdsgruppen skal mødes for sidste gang til januar, og der er stadig ikke besluttet noget.

Og det bekymrer Aqqaluk Lunge, der synes at deklarationen burde have været vedtaget for længe siden.

- Selvom vi er 300 millioner oprindelige folk, så er vi altså ikke de mest højtråbende. Og vi har villet gøre det her gennem de rette kanaler og organisationer i samarbejde med regeringer, så regeringerne efterfølgende kan tvinges til at efterleve disse rettigheder. Hvis altså deklarationen bliver vedtaget, siger Aqqaluk Lynge.

Aqqaluk Lynge tilføjer, at han mener, at de oprindelige folks rettigheder er blevet amputeret, og at han mener at en vedtagelse af deklarationen dermed vil kunne hjælpe blandt andet Grønlænderne.

En række lande – blandt andre Danmark, Norge og Canada – har lagt pres på for at få vedtaget deklarationen i sin helhed inden at arbejdsgruppen har sit sidste møde.