Langrendsstjerne ville ikke klare danske OL-krav

23. december 2005 11:16

Dansk Idrætsforbund (DIF) udtagelseskrav til OL i Torino er urimelige og urealistiske, mener næstformanden i Grønlands Skiforbund, Klaus Møller.

Han henviser til, at ingen langrendsløbere fra stærke ski-nationer som Finland, Ukraine, Tjekkiet og Schweiz havde kvalificeret sig til OL, hvis det skulle ske efter DIFs udtagelseskrav. Kravet er to top 16 placeringer i to World Cup-afdelinger og/eller VM. End ikke den førende i World Cup Langrend, tyskeren Tobias Angerer, havde kvalificeret sig efter dette krav.

- DIF vil ikke engang diskutere deres udtagelseskrav, og det er hverken fair eller rimeligt, siger Klaus Møller.

Grønlands Skiforbund ønsker medindflydelse, når det gælder udtagelse af grønlandske langrendsløbere. DIF-kravet har ramt Martin Møller, der i sidste sæson blev nr. 26 i World Cup, blot 1,54 sekund efter nr. 16.

Martin Møller har således resultatsmæssigt kvalificeret sig til OL i Torino – men altså ikke efter de danske udtagelseskrav.