Landsstyret siger god for øget rejefiskeri

30. december 2005 16:34

Landsstyret tror på, at rejebestanden i de vestgrønlandske farvande har det bedre, end den biologiske rådgivning tyder på.

I hvert fald har man besluttet at tillade en samlet fangstmængde for det kommende år, der ligger 4.000 tons over, hvad den biologiske rådgivning, mener er forsvarligt for Vestgrønland. Biologerne siger som de to foregående år maksimalt 130.000 rejer, men landsstyret har nu sagt god for en samlet rejefangst på 134.000 tons.

Den samlede tilladte fangstmængde – den såkaldte TAC – fordeles med 74.100 tons rejer til det havgående fiskeri og 55.900 tons til det kystnære rejefiskeri. De resterende 4.000 tons skal gå til EU i henhold til ”Athen-protokollen”.

Når det gælder det østgrønlandske rejefiskeri har Landsstyret bestemt sig for at følge den biologiske rådgivning, som tilsiger en maksimal samlet fangstmængde på 12.400 tons rejer. Her lyder fordelingen på 6.725 tons til det grønlandske havgående rejefiskeri og 5.675 tons til EU.