Landsstyret kræver dansk handling i Thule-sag

07. oktober 2005 11:08

Landsstyret kræver at de danske myndigheder følger de anbefalinger som RISØ har fremlagt i deres statusrapport omkring forureningen i Thule.

Samtidig erkender Hans Enoksen at Grønland har et medansvar for at der er gået næsten 40 år før forureningen ved Narssarssuk blev dokumenteret.

Hans Enoksen og Landsstyremedlem for Sundhed, Asii Chemnitz Narup, tager til Qaanaaq og bygden Moriusaq, for at fortælle befolkningen om at der stadig findes radioaktiv forurening - nu også på landjorden ved Narssarssuk. Samtidig er kravet fra Landsstyret til den danske regering helt klar:

- Vi vil stille krav om at få undersøgt området og borgernes helbred undersøgt grundigt og ikke mindst at få fangerne og fangstområdet undersøgt minutiøst.

Og området skal renses for enhver pris. En pris som Danmark må betale, siger Hans Enoksen, der først vil tale med den danske regering før der bliver stillet krav til amerikanerne.

- Det er jo USA der er skyld i forureningen, siger Hans Enoksen.

Han erkender dog samtidig at Grønland har et medansvar for, at der skulle gå næsten 40 år før forureningens omfang kom frem i lyset.

- Naturligvis har vi også et ansvar i den forbindelse, men nu vil vi gøre alt for at afhjælpe problemet, siger Landsstyreformanden.

RISØ-rapporten har også fået ICC’s grønlandske formand, Aqqaluk Lynge op af stolen. Han ser med stor alvor på statusrapporten og kræver ligesom Landsstyret at miljøet i området genoprettes.

- Man har ryddet op på lignende steder i Alaska og Canada. Kun i Grønland er der ikke blevet ryddet op og det må de danske myndigheder forholde sig til.

Statusrapporten fra RISØ viser fund af plutonium i Narssarssuk-området, i en sådan mængde, at der er en minimal helbredsrisiko for de folk, der færdes i området.

Lige netop det område er stedet som de tvangsflyttede Thule boere stadig bruger som fast fangstboplads om foråret.

Hans Enoksen og Asii Chemnitz Narup tager til Qaanaaq allerede på mandag for at informere indbyggerne om RISØ-rapporten. Derefter går turen til Christiansborg for at mødes med Anders Fogh Rasmussen. Med i bagagen håber han at have en fælles erklæring fra samtlige partiformænd.