Landsstyret drøfter Qeqertarsuaq-lån i næste uge

19. juli 2005 12:08

Landsstyret ventes i næste uge at tage stilling til, om Qeqertarsuaq Kommune kan få lov til at låne penge for at komme ud af de økonomiske problemer, de er havnet i.

Det oplyser fuldmægtig Susanne Wad Hansen fra Indenrigskontoret i Hjemmestyret.

Qeqertarsuaq Kommune sender i dag desuden en ansøgning til Hjemmestyret for at få forskud på bloktilskuddet, så de ansatte kan få løn til tiden, oplyser kommunens økonomichef, Benedikte Møhlgaard

Qeqertarsuaq Kommune er kommet i vanskeligheder efter et underskud på regnskabet for sidste år på 8,9 mio. kr. Et underskud, der har drænet pengekassen.

Indenrigskontoret er i øjeblikket i gang med at gennemgå kommunens økonomi.

- Men ind til nu har vi ikke fundet noget at bemærke, oplyser Susanne Wad Hansen.