Landsstyremedlemmer uenige om sælstop

25. januar 2006 04:50

Det udvikler sig mere og mere farceagtigt i sagen om det grønlandske importstop af sælskind fra Canada. Nu er der nemlig også blevet intern strid i landsstyret, om hvorvidt det var det rigtige at gøre.

I går aftes kunne vi høre i Qanorooq, at landsstyremanden for finanser og udenrigsanliggender, IA´s Josef Motzfeldt ikke støtter importstoppet. Det er blevet gennemført for hurtigt og vil have store konsekvenser for inuitfangere fra Nunavut.

Det er i direkte modsætning til landsstyremanden for fiskeri og fangst, Atassuts Finn Karlsen. Så sent som i sidste uge sagde han til Radioavisen, at der ikke bliver ændret noget som helst i importstoppet.

Det har ellers ikke skortet på kritik. Finansudvalget, med Atassuts Ellen Christoffersen i spidsen, har bedt om en forklaring på importstoppet. ICC vil have det ophævet. Samme ønske der også er kommet fra Nunavuts Lovgivende Forsamling.

Nunavut har ligefrem sendt deres premierminister og miljøminister til Grønland. Her skal de i dag mødes med landsstyret.