Landsstyremedlem varm fortaler for mægling

04. marts 2006 17:24

Mægling mellem gerningsmand og offer før en rettergang – er det noget der skal bruges her i Grønland. Det er en af de ting som Landstinget skal se på når der på onsdag er andenbehandling af Retsvæsenskommissionens indstillinger.

Retsvæsenskommissionen vender umidelbart tommelfingeren ned for mægling. Det samme gør politimesteren i Grønland, Steen S. Thomsen.

Til gengæld går en række grønlandske landspolitikere ind for, at mægling bliver et af de instrumenter, der kan være med til at skabe forsoning mellem parterne.

En af mæglerfunktionens fortalere er landsstyremedlem for Sundhed, Asii Chemnitz Narup.

- Det er vigtigt at de involverede ikke fratages muligheden for selv at deltage i løsningen af problemerne. Det er med til at skabe et marginaliserende samfund - et samfund som ekskluderer, sagde landsstyremedlem for Sundhed & Miljø, Asii Chemnitz Narup lørdag i KNR's Nyhedsmagasin.

Hvis du vil vide mere om dette emne så lyt til lørdagens magasin ved at følge linket i boksen herunder.