Landsstyrekoalitionen snakker ud

27. februar 2006 16:26

Der blev gydt olie på de urolige vande i landsstyrekoalitionen, da partierne i lørdags mødtes til et såkaldt storgruppemøde.

Mødet er det første af slagsen, og kommer lige i kølvandet på den seneste tids ballade i landsstyret.

Ballade, der har kredset omkring Atassuts formand Finn Karlsen. Hans udtalelser i sidste uge om ledelsen i Great Greenland, medførte indkaldelse til et ekstraordinært landsstyremøde. Desuden fik udtalelserne landsstyreformand Hans Enoksen til at komme med en skriftlig undskyldning.

Weekendens storgruppemøde blev brugt til at få lidt ro på hele situationen. Møderne er uden egentlige dagsordner, ligesom der heller ikke bliver taget referat.

Deltagerne er koalitionens landsstyremedlemmer og partiernes medlemmer af Landstinget.

Planen er, at der skal holdes et nyt storgruppemøde på mandag i næste uge.