Landsstyreforhandling fortsætter i weekenden

18. november 2005 16:12

Forhandlingerne mellem Siumut, IA og Atassut om et landsstyresamarbejde fortsætter på søndag, efter parterne skiltes i fordragelig fredag eftermiddag.

Forhandlingsudvalget har ikke deltagelse af de tre partiers formænd, men består af Mikael Petersen og Jonathan Motzfeldt , Siumut, Kuupik Kleist og Asii Chemnitz Narup, IA samt Knud Christiansen og partisekretær Steffen Silassen, Atassut.

Den sidste melding fra et af udvalgets medlemmer lyder på, at forhandlingerne om en såkaldt Nordlyskoalition går godt.

På forhånd er der optimisme. Sådan sagde Siumuts næstformand, Jonathan Motzfeldt på vej til forhandlingen:

- Jeg er optimist. Lad os nu se. Vi tager det med ro. Siumut og IA har jo været sammen, og det bruger som en del af udgangspunktet. Men der er visse ting, vi skal have gendrøftet. Så er der ting, vi må drøfte med Atassut. Det bliver spændende, men vi har weekenden til at finde ud af det.

IAs Kuupik Kleist gik til forhandlingerne med denne forventning:

- Nu føler vi os forpligtet til efter valget at arbejde med nogle modeller, hvorefter at landet kan blive ledet politisk. Det er jo det, vi har ladet os vælge til. Vi kan ikke bare stille os og sige, at det gider vi ikke. IA føler et stort ansvar for mange af de store reformer. Derfor føler os også forpligtet til at finde en konstruktiv måde at skrue et landsstyre sammen på. Vi står i en situation, hvor samfundet har brug for politisk lederskab, og det må vi prøve at etablere.

Det lykkedes ikke at få kontakt med Atassuts forhandlere forud for mødet, men partiets formand, Finn Karlsen, har ligeledes givet udtryk for optimisme forud for forhandlingerne.