Landsindsamlingen fra Grønlands Røde Kors er nu oppe på over halvanden million kroner. Det oplyser formand for Kalaallit Røde Korsiat Aase Nygaard.
Hun betegner det som meget flot at indsamlingen allerede har nået den størrelse fordi pengene er blevet indsamlet i løbet af så få dage. Landsstyret har bidraget med 1,1 million kroner og de resterende 400.000 kommer fra private, erhvervslivet og kommunerne. Senest har Ilulissat besluttet at donere 40.000 kroner. Senere på måneden holder kommunen et støttearrangement i Ilulissats kulturhus for at samle flere penge ind.
Fra i dag af giver Tele også sine kunder mulighed for at give et bidrag via SMS og telefonopkald. Man kan støtte Landsindsamlingen ved at ringe til telefonnummer 166 eller 169, så bliver der trukket henholdsvis 50 og 100 kroner på telefonregningen. Pengene går ubeskåret til Kalaallit Røde Korsiat.
Man kan også vælge at sende en SMS til telefonnummer: 1920 og skrive teksten "ASIEN ", så bliver der trukket 30 kroner på telefonregningen eller på taletidskortet.