Grønlandsk landbrugspolitik kommer øverst på dagsordenen i morgen, når Landbrugsrådet holder seminar i Nuuk. Kaj Egede, der er formand for det grønlandske Landbrugsråd fortæller her, hvad de vigtigste emner på seminariet er:
- Vi har vilkår til at drive landbrug i Grønland i lighed med den nordlige del af Skandinavien. Og rent faktisk har vi nogle bønder, der har evnet at leve op til forpligtelserne og driver eksemplarisk landbrug i Nordatlanten. Det er det budskab, vi gerne vil bringe videre til landstingsmedlemmerne, siger Kaj Egede og tilføjer:
- Vi er det land i Nordatlanten, som har opnået at etablere fåreavl i stordriftsform. Sammenlignet med vore nabolande, så driver vi et landbrug, der er intensivt, og som leverer gode produkter. Altså, vi bliver ikke selvforsynende med landbrugsprodukter på kort tid. Det er en langtidsinvestering, der skal foretages.
Nogle af de konkrete emner på seminariet bliver den grønlandske produktion af lam og grøntsager. Et andet vigtigt punkt er den såkaldte ESU-ordning, som er en erhvervsstøtteordning for fiskeri, fangst og landbrug. På seminariet i morgen vil der være oplæg fra blandt andre Landbrugsrådets formand Kaj Egede og chefkonsulent Kenneth Høegh og Fåreholderforeningens formand Niels Lund.