Løkke møder Trump i dag

Den danske statsminister vil drøfte indsatsen mod ISIL, NATO-samarbejdet og bæredygtighed med USA’s præsident.
30. marts 2017 07:03

Som den fjerde europæiske leder i rækken møder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dag USA’s præsident Trump i Det Hvide Hus.

På det cirka time lange møde vil statsministeren forsøge at runde de ting, som Danmark og USA har til fælles - men også sager, som landene ser forskelligt på.

- Det er en ny præsident, der er ved at orientere sig rundt i verden. Og derfor synes jeg, det er vigtigt at kunne komme her og forhåbentlig tilbyde nogle nuancer også på nogle af de spørgsmål, som vi ikke ser helt ens på, siger Lars Løkke Rasmussen til Ritzau.

Mens kampen mod den islamiske organisation ISIL forener Danmark og USA, adskiller sager inden for bl.a. frihandel og grøn omstilling de to lande.

Trump vil opsige frihandelsaftaler, mens Løkke ønsker, at USA skal indgå en frihandelsaftale med EU. Og mens Trump netop har sløjfet klimaaftaler, som Obama indgik, vil Løkke argumenter for, at grøn omstilling godt kan betale sig.

- Danmark er et lysende eksempel på, at den grønne omstilling godt kan gå hånd i hånd med økonomisk vækst. Siden jeg var en ung mand i firserne har vi haft en vækst i Danmark på 80 procent uden, at vi har haft nogen stigning i vores samlede energiforbrug, siger Løkke til Ritzau.

Dertil kommer, at USA har stillet krav om, at alle NATO-lande bruger 2 procent af deres BNP på forsvaret. I dag bruger Danmark kun godt 1,1 procent af BNP på det danske forsvar.

Ifølge nyhedsbureauet Ritzau har Trump bedt om at få en samtale alene med Lars Løkke Rasmussen i Det Ovale Værelse, inden embedsmænd deltager.