Lægemangel vækker bekymring
I år 2035 vil der være 5.500 læger for lidt til at dække danskernes behov for lægehjælp.
Det viser en undersøgelse den danske lægeorganisation Yngre Læger har lavet.
Og det har væsentlig betydning for Grønland. For når der mangler læger i Danmark, kan det mærkes her i landet, da en stor del af lægerne i Grønland er rekrutteret fra Danmark.
Ole Lind, som er formand for Lægeorganisationen Grønland, har set undersøgelsen og er bekymret. Men ikke kun for fremtidens antal læger men også for Grønlands nuværende situation.
En situation som Ole Lind kalder foruroligende.
- Der er allerede nu grund til at være bekymring over, hvad der venter os lige rundt om hjørnet. Vi har i mange år haft ganske mange problemer med at rekruttere fastansatte læger ude på kysten. Vi står også over for et generationsskifte med hensyn til speciallægerne på DIH, siger han og tilføjer:
- Jeg er temmelig bekymret for, hvad der skal ske, og om vi kan få nogen erstatning, for de læger vi har haft i ganske mange år og som har et stort kendskab til Grønland, siger formand for Lægeorganisationen Grønland.
Ole Lind peger på, at en afgørende faktor for at tiltrække flere læger til Grønland, er blandt andet kunne være at tilbyde de udenlandske læger en højere løn.
Cheflæge Anne-Marie Ulrik i Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse mener ikke, at højere løn er løsningen.
Grønland kan ikke tilbyde lige så høj løn, som for eksempelvis Norge kan. Ligeledes er det altid en udfordring at få familier til flytte fra deres hjemland hertil for arbejde. Derfor er løsningen, ifølge cheflægen, at uddanne flere grønlandske læger, forklarer hun.
Anne-Marie Ulrik har endnu ikke set den konkrete undersøgelse, men får fremtidsprognosen præsenteret af radioavisen.
Dertil understreger hun, at der er længe har været grund til bekymring, men at sundhedsvæsenet i mange år har arbejdet hårdt på rekruttering af læger til landets sygehuse, og derfor kender til udfordringerne.
- Den her undersøgelse i sig selv vækker ikke en større bekymring end den generelle situation. Vi har jo igennem mange år haft et rekrutteringsproblem i forhold til læger. Selvfølgelig i det øjeblik der bliver lægemangel andre steder i verden, så bliver et yderområde som Grønland vældig hårdt ramt. Så hvis man skal se på den rigtig lange bane, så er det eneste vi kan gøre for at imødegå det at uddanne vores egne læger. Det er det, vi satser på, når man tænker så langt frem i tiden.