Kviksølv i dyr og mennesker skaber uro

Når Arktisk Råd mødes i Nuuk i maj måned, bliver kviksølv et af punkterne på dagsordenen.
26. januar 2011 08:18

Koncentrationerne af kviksølv i arktiske områder er nemlig faretruende høje både for dyr og mennesker, og verden må gribe til handling straks, mener Arktisk Råd.

Arktisk Råds arbejdsgruppe, AMAP (det står for Arctic Monitoring and Assessment Programme), har undersøgt kviksølvindholdet i biologisk datamateriale indsamlet i Arktis gennem de seneste årtier. Og de har dokumenteret stigende tendenser hos visse havarter og arter af ferskvandsfisk i Canada og Vestgrønland. Det på trods af nedskæringer i Nordamerikas emissioner. Og det giver anledning til særlig bekymring, fordi der er tale om arter, der anvendes som fødevarer. Sådan skriver AMAP i et resumé af en rapport, der er på vej, om emnet.

Det har hidtil været et mysterium, hvordan kviksølvet kommer til Arktis, da der ikke er forureningskilder i selve Arktis. Ifølge AMAP bliver det transporteret via luftstrømme, havstrømme og floder som følge af menneskelige aktiviteter. Kulkraftværker uden for de arktiske egne er blandt storleverandørerne.

Den eneste langsigtede løsning på problemet er at reducere de globale udledninger, fastslår AMAP.

- Baseret på resultaterne af vurderingen bekræfter Arktisk Råd behovet for en samordnet international indsats, hvis kviksølv-niveauet i Arktis og i resten af verden skal reduceres, lyder det i et resumé af rapporten.

Den endelige rapport vil blive præsenteret på rådets ministermøde i Nuuk den 12. maj.