Kuupik trak fuldt hus i København

Folk strømmede til i går aftes, da formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, besøgte Det Grønlandske Hus i København. Det trak så meget publikum, at arrangørerne måtte sætte en højtaler ud i gården, til dem der ikke kunne finde plads indenfor.
17. september 2009 07:14

Kuupik Kleist fortalte om Naalakkersuisuts overordnede planer og tog spørgsmål fra salen. Et af de varme emner var bygdernes fremtid.

- Vi ser ikke så meget på om det er bygder eller byer, men mere på hvilke muligheder, der er i de forskellige regioner, sagde Kuupik Kleist.

Han fortalte, at Naalakkersuisut vil arbejde på regionale planer, der fokuserer på de forskellige områders muligheder, for eksempel at gøre Sydgrønland til Grønlands fødevarekammer.

- Udgangspunktet er, at folk skal kunne forsørge sig selv, sagde Kuupik Kleist.

Nepotisme og kammerateri var et andet emne som publikum ville høre, hvad den nye formand vil gøre ved. Her pegede Kuupik Kleist på det problematiske i, at det offentlige ejer så mange af virksomhederne.

- Vi har i øjeblikket seriøse overvejelser om politik og erhvervsliv i fremtiden skal være så tæt knyttet sammen som det er tilfældet i dag, forklarede Kuupik Kleist, som også pegede på, at aktieselskaberne efterhånden var en udgift for skatteborgerne og ikke en indtægt.

Han pointerede også, at kammerateri og nepotisme ikke er noget som Grønland har opfundet.

- Men vi er meget lærenemme, sagde Kuupik Kleist, og udløste et latterbrøl i den stopfyldte sal.