Kuupik: Naalakkersuisoq lytter til den rapport der giver ham ret

Debatten om hvorvidt eksport og udvinding af uran er et rent grønlandsk anliggende eller ej kører efter to rapporter kommer med to forskellige konklusioner.
09. oktober 2013 06:06

To rapport om uran har vidt forskellige konklusioner.

Den ene er Grønlands indlæg i debatten. Den anden er lavet i fællesskab mellem Danmark og Grønland.

Naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer Jens-Erik Kirkegaard (S) læner sig op ad den første.

Formand for det Naalakkersuisut, der bestilte rapporten, IAs Kuupik V. Kleist undrer sig ikke.

- Der er jo ikke noget underligt i, at man tror mest på rapporter, der giver en mest ret, lyder hans vurdering af Jens-Erik Kirkegaards udmelding.

Kuupik V. Kleist ærgrer sig over naalakkersuisoqs manglende interesse for den fælles rapport.

- Den fælles dansk-grønlandske rapport er jo et bestillingsarbejde fra Inatsisartut, som har ønsket et mere sagligt og grundigt bearbejdet grundlag for ophævelsen af nultolerancen.

IAs formand mener også, at den fælles grønlandsk-danske rapport er ekstra interessant, fordi den netop er fælles.

- Alt andet end lige burde det jo have en vis vægt.