Kritikken af Tûgdlik ikke ny

Allerede tilbage i 2009 konstaterede en medarbejder fra Velfærdsforvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq, at "skoleskibet Tûgdlik ikke er tidssvarende som anbringelsessted" og at "FNs Børnekonvention ikke bliver overholdt i flere tilfælde" på institutionen.
Skrevet af Naimah Hussain
19. maj 2011 04:29

Efter bekymring fra både Kommuneqarfik Sermersooq og det daværende Departement for Familie og Sundhed er der to tilsyn på Tûgdlik i februar og maj 2009. Det første tilsyn i februar fører til en lang række påbud, ligesom de udsendte medarbejdere alle udtrykker bekymring over forholdene. Men forholdene bliver ikke rettet, og i maj er der igen uanmeldt tilsyn. En fagchef fra Kommuneqarfik Sermersooq - som er den kommune, der har haft flest børn anbragt på døgninstitutionen - skriver i sin sin konklusion at:

”Skoleskibet Tûgdlik ikke længere er tidssvarende som anbringelsessted for så skadede børn og unge. De fysiske rammer er meget dårlige og ikke egnet til så mange børn og unge". Hun skriver, at "FN's konvention for børns rettigheder ikke overholdes i flere tilfælde."

Kritikken lyder, at der ikke er nok uddannet personale, med de nødvendige kompetencer. Samtidig er der en række fysisk forhold ved skibet, der gør, at stedet ikke er egnet til beboelse. Ligesom skibet ikke kommer ret meget ud at sejle. Og børnenes lommepenge bliver taget fra dem som led i afstraffelse.
Både kommunens og departementets udsendte konkluderer at forholdene skal forbedres markant, hvis Tûgdlik stadig skal have børn og unge indskrevet.

Tilsynsrapporterne fra 2011 viser dog, at mange af de samme forhold stadig gør sig gældende under tilsynsbesøget i 2011.

Tilbage står spørgsmålet, hvorfor institutionen har fået lov at fortsætte trods de kritisable forhold gennem flere år?

Institutionen selv mente dengang, at grundlaget for påbuddene var faktuelt forkerte. Det skriver institutionens advokat i et brev til Departementet for Familie og Sundhed dateret den 8. juni 2009.